Ny model til forudsigelse af bygningsdeles tilstand og resterende levetid

I forbindelse med udviklingen af den nye version af vores model til at forudsige bygningsdeles vedligeholdelsesomkostninger blev der lavet en masse behandling af nuværende data samt indhentning af data fra nye og kendte kilder. Det arbejde har vi nu udnyttet til også at udvikle en ny version af vores model til at forudsige bygningsdeles tilstand og resterende levetid.

 

Gentrænet på ny data

Den forrige version af levetidsmodellen var trænet på resterende levetider fra vores partneres fortidige vedligeholdelsesplaner og granskninger foretaget af eksterne leverandører for Landsbyggefonden. I vores nye model indgår der nu for første gang også data, som vores kunder selv har indtastet i appen i forbindelse med nye fysiske tilstandsvurderinger af deres ejendomme og oprettelse af vedligeholdelsesplaner.

Den nye version af modellen er trænet på ca. 112.000 unikke bygningsdele fra 9.600 bygninger.

 

Nye input features

Udover at være trænet på ny data, er der også tilføjet ekstra input features, som modellen bruger til at give forudsigelser. Følgende er eksempler på nye features:

  • Bygningens tag- og facademateriale. I den tidligere model blev de kun givet som input, når der skulle gives forudsigelser af resterende levetid på tag og facade, men da de er vigtige dele af klimaskærmen (beskyttelsen af bygningen mod eksterne faktorer), kan de også sige noget om tilstanden på andre bygningsdele.
  • En numerisk version af energimærket, så modellen ved, at A2020 er det bedste energimærke og G det dårligste.
  • En mere detaljeret version af bygningens anvendelse fra BBR. I den tidligere version brugte vi udelukkende det øverste niveau, f.eks. ‘Bygninger til helårsbeboelse’, mens vi nu bruger alle tre niveauer, dvs. også f.eks. ‘Række-, kæde-, eller dobbelthus (lodret adskillelse mellem enhederne)’ og ‘Dobbelthus’.
  • Hvilken enhed, bygningsdelens mængde måles i, f.eks. kvadratmeter, løbende meter eller styk.
  • Erhvervsareal fra BBR.
  • Arealet på den kommune, som bygningen er beliggende i, fra Danmarks Statistik.
  • Hvorvidt ejeren af BFE-nummeret ejer hele ejendommen eller kun en del af den, og om de ejer grunden.

 

I figuren i toppen af indlægget er der plottet forholdet mellem forudsagte- og faktiske resterende levetider for henholdsvis den tidligere- og nye version af modellen. Jo tættere de blå punkter ligger på den orange linje, jo bedre. Modellens performance er betydeligt forbedret, og vi vil fortsætte arbejdet med at forbedre den yderligere.

Leave a Comment